En konkurs i efteråret 2001, hvorefter den resterende superligasæson måtte spilles af amatører og en tvangsnedrykning til Danmarksserien, har kun gjort den såkaldte ”Lyngbyånd” endnu stærkere.
Januar 2002
Klokken er 10 en råkold lørdag formiddag, og det er første træning i Lyngby. En træning som ikke har set sin lige i andre klubber i superligaen.Træner Hasse Kuhn opholder sig på anden sal i klubhuset i Lyngby. Efterveerne fra en råkold fredag aften sidder i kroppen. Han brugte den første aften af weekenden på at rydde grusbanen for is. Med hjælp fra familiemedlemmer, venner af klubben og medlemmer af Lyngbys fanklub, Blue Vikings, fik de ryddet en halv bane den frostklare aften. En aften som blev sluttet af med pizza i klubhuset, da de var færdige på banen klokken 23. »Vi blev nødt til alle at give en hånd. Der var jo ikke andre end os. Hvis vi ikke fik ryddet de baner, ville det ikke blive gjort,« siger Hasse Kuhn i dag.Familiemedlemmerne, vennerne og fanklubben er ligesom Hasse Kuhn igen tilstede i klubhuset denne lørdag formiddag. Lyngby har indbudt til åben træning. Efter klubbens konkurs 18. december 2001 bliver Lyngby nødt til at spille sæsonen færdig med amatører. Klubbens andethold har sit at passe, og derfor skal der nye spillere til for at erstatte samtlige førsteholdsspillere, som måtte forlade klubben med konkursen.Det vælter ind med nye spillere. Hasse Kuhn synes, det er uoverskueligt, men han har heldigvis gode hjælpere i folkene, som aftenen før hjalp på banen. Alle nye spillere udstyres med et skema, som skal udfyldes med oplysninger om hvor, hvad og på hvilket niveau, de tidligere har spillet. Her er alle mulige spillere, alle med den samme drøm - nemlig at komme til at spille fodbold i superligaen.»Det var jo det rene Popstars. Der var omkring 120 spillere, som mødte frem til træningen, det var helt vildt,« fortæller Hasse Kuhn, som i dag følger fodbolden i Lyngby fra sidelinjen.Udtagelsesudvalget sender dog hurtigt de 40 af spillerne hjem igen.»Nogle af dem var bare ikke gode nok, mens andre ikke rigtigt brændte nok for det. Det var meget vigtigt for os, at de vitterligt ønskede at kæmpe for Lyngby,« siger Hasse Kuhn.De resterende 80 spillere træner på den halve bane, som er skrabet fri, mens der flittigt noteres fra sidelinjen. På skift går små hold på banen, hvor de spiller mod hinanden, og til sidst finder Hasse Kuhn og hans udtagelsesudvalg de 30 spillere, som kommer til at repræsentere Lyngby resten af sæsonen.»Vi havde jo ikke noget at tilbyde dem. Der var ingen løn efter konkursen, så alt, vi kunne tilbyde dem, var lidt træningstøj og muligheden for at træne tre gange om ugen på grusbanen. Derfor var det vigtigt, at det var nogle gode gutter, vi fandt, og det var det også, viste det sig,« siger Hasse Kuhn.
Efteråret 2001
Forud for den famøse træning er det en meget turbulent tid i Lyngby. Konkurserklæringen er under opsejling et stykke tid, men man håber konstant på bedre tider, mens alle alternativer bliver afprøvet for at redde klubben.»Der var hele tiden op- og nedture. Der var dage, da vi troede, der kunne findes en løsning, og så var der dage, da det så helt sort ud. Det var en forfærdelig tid,« fortæller daværende førsteholdstræner Poul Hansen.Han er med til den generalforsamling i december, da det står klart, at Lyngby ikke kan reddes.»Det var utroligt trist. Der var mødt rigtig mange mennesker op, og Lyngby havde en stor plads i alles hjerter. Da det stod klart, at vi ikke var til at redde, blev folk selvfølgelig rigtig kede af det,« fortæller Poul Hansen.Da generalforsamlingen er slut, og spillere, trænere og alle de mange andre, som er mødt op kommer udenfor, står pressen klar med kameraer og masser af spørgsmål.»Det var næsten ikke til at bære. Vi var alle meget berørte af situationen, fordi vi skulle forlade hinanden og den klub, som betød så meget for os. Jeg vidste næsten ikke, hvad jeg skulle sige til journalisterne,« husker Poul Hansen.Poul Hansen og hans daværende professionelle hold spiller derefter én kamp i bevidstheden om, at de efterfølgende skal forlade klubben. Det er en kamp mod Brøndby.»Vi forsøgte at få det bedste ud af det. Vi ville have det sjovt sammen en sidste gang,« fortæller han.Men da kampen er forbi, og spillerne sidder i omklædningsrummet, kommer følelserne.»Der var flere, der græd. Vi havde haft det rigtigt godt sammen, og tiden i Lyngby var noget helt specielt, så det var klart, at stemningen var trykket,« fortæller Poul Hansen. Han genngår senere en turbulent tid som sportschef i Farum og bliver senere fyret som træner i AGF, men tiden i Lyngby står som det stærkeste.»Det, der skete i Lyngby, er helt klart det værste, jeg har været ude for i min trænerkarriere,« siger Poul Hansen. Efterårssæsonen slutter med en kamp mod AGF, hvor amatørerne tager over efter de professionelle. Hasse Kuhn, som hidtil har været træner for klubbens andet- og tredjehold, tager over efter Poul Hansen og hans professionelle drenge. Han får samlet et hold af spillere fra klubben, en blandet flok af old boys, andetholdsspillere og enkelte ynglinge, heriblandt en 17-årig Morten Nordstrand, som i dag spiller i FCK. Dagen, da kampen skal spilles, begynder med morgenmad i klubhuset i Lyngby. Amatørspillerne møder uvant friske op klokken ni. Nu handler det om superligaen. I Lyngby står man sammen om amatørernes debut i den bedste række, og der er indkaldt folk til at smøre madpakker og servere morgenmad for klubbens midlertidige førstehold. Bussen kører afsted mod Århus, klubbens trofaste fans, Blue Vikings er som altid med. Lyngbys glade amatører taber 0-7 til AGF. Det er dog ikke et ydmygende nederlag, kræfterne slipper simpelt hen op, og spillerne pakker sig i forsvaret den sidste del af kampen.
Foråret 2002
Hasse Kuhns udvalgte spillere fra den såkaldte ”Popstars”-træning har nu trænet sammen i et par måneder. Sæsondebuten mod Vejle taber de med 2-5, og resultaterne resten af sæsonen i superligaen præges ligeledes af de manglende spillemæssige kvaliteter hos de stedfortrædende spillere. En følelsesmæssigt turbulent sæson for Lyngby slutter på Brøndby stadion. Lyngby taber 0-2 foran 28.000 tilskuere, og Brøndby bliver dansk mester den dag. Det er dog ikke resultatet eller Brøndbys mesterskab, som Hasse Kuhn husker klarest fra den kamp.»Vi blev klappet ud af Brøndby Stadion den dag. De var lige blevet danske mestre, og tilhængerne havde alligevel overskuddet til at sige farvel til os. De råbte ”Vi ses Lyngby” - det var virkelig stort,« fortæller Hasse Kuhn.I omklædningsrummet er stemningen dog en anden.»Nu var det virkelig slut. Nu rykker vi virkelig ud. Det var sådan nogle tanker, der ramte os dernede. Folk sad og hang, og nogen græd. Nu var Lyngbys tid i superligaen slut, og der var rigtig langt op igen, det var hårdt,« siger den daværende træner.Hasse Kuhn fortsætter trænergerningen i Danmarksserien. Ved siden af sit fuldtidsjob som pædagog bruger han fritiden i Lyngby.»Det var en hård tid, vi ville bare tilbage. Der var virkelig nogle mennesker, som brugte al deres tid i klubben, dem kan vi takke for, at vi er tilbage i superligaen i dag,« siger han.Hasse Kuhn slutter som træner, da Lyngby sæsonen efter exit fra superligaen vinder Danmarksserien. De efterfølgende år går det slag i slag for klubben.
Foråret 2008
I dag - seks år efter - er Lyngby tilbage i superligaen. Det er ingen tilfældighed, hvis man spørger Poul Hansen, som forlod klubben efter konkursen.»Lyngby er en dejlig klub, hvor man kæmper fælles for succes. Man taler om ”Lyngbyånden”, og den findes virkelig. Det handler om, at folk er villige til at give en tand ekstra for at hjælpe hinanden. Det at være i klubben fylder utrolig meget for dem, der kommer der. Folk vender hele tiden tilbage, og spørger du nogen, som har spillet der, nævner de Lyngby som den bedste klub, de nogensinde har været i. Der er bare højt til loftet, man kommer hinanden ved, og så er der et sublimt sammenhold,« fortæller den tidligere Lyngbytræner, som i dag er fodboldkommentator på TV2 Sport og som stadig mødes med sit gamle Lyngbyhold.Hasse Kuhn, som hjalp Lyngby igennem de svære år er enig med Poul Hansen. Han fortæller om de godmodige drillerier, det store antal af positive mennesker og de mange sjove oplevelser. Og så er der det med, at hierarkiet er fraværende i Lyngby.»Alle taler sammen i klubben. Førsteholdsspillerne kender puslingespillerne, og førsteholdstrænerne står og ser ungdomsfodbold. Det ser man ikke ret mange steder. Og så har vi alle sammen noget til fælles. Nemlig en kærlighed til klubben som bestemt ikke er blevet mindre efter alt, hvad vi har været igennem,« fortæller Hasse Kuhn, som stadig bruger en stor del af sin fritid i Lyngby.
Januar 2002
Klokken er 10 en råkold lørdag formiddag, og det er første træning i Lyngby. En træning som ikke har set sin lige i andre klubber i superligaen.Træner Hasse Kuhn opholder sig på anden sal i klubhuset i Lyngby. Efterveerne fra en råkold fredag aften sidder i kroppen. Han brugte den første aften af weekenden på at rydde grusbanen for is. Med hjælp fra familiemedlemmer, venner af klubben og medlemmer af Lyngbys fanklub, Blue Vikings, fik de ryddet en halv bane den frostklare aften. En aften som blev sluttet af med pizza i klubhuset, da de var færdige på banen klokken 23. »Vi blev nødt til alle at give en hånd. Der var jo ikke andre end os. Hvis vi ikke fik ryddet de baner, ville det ikke blive gjort,« siger Hasse Kuhn i dag.Familiemedlemmerne, vennerne og fanklubben er ligesom Hasse Kuhn igen tilstede i klubhuset denne lørdag formiddag. Lyngby har indbudt til åben træning. Efter klubbens konkurs 18. december 2001 bliver Lyngby nødt til at spille sæsonen færdig med amatører. Klubbens andethold har sit at passe, og derfor skal der nye spillere til for at erstatte samtlige førsteholdsspillere, som måtte forlade klubben med konkursen.Det vælter ind med nye spillere. Hasse Kuhn synes, det er uoverskueligt, men han har heldigvis gode hjælpere i folkene, som aftenen før hjalp på banen. Alle nye spillere udstyres med et skema, som skal udfyldes med oplysninger om hvor, hvad og på hvilket niveau, de tidligere har spillet. Her er alle mulige spillere, alle med den samme drøm - nemlig at komme til at spille fodbold i superligaen.»Det var jo det rene Popstars. Der var omkring 120 spillere, som mødte frem til træningen, det var helt vildt,« fortæller Hasse Kuhn, som i dag følger fodbolden i Lyngby fra sidelinjen.Udtagelsesudvalget sender dog hurtigt de 40 af spillerne hjem igen.»Nogle af dem var bare ikke gode nok, mens andre ikke rigtigt brændte nok for det. Det var meget vigtigt for os, at de vitterligt ønskede at kæmpe for Lyngby,« siger Hasse Kuhn.De resterende 80 spillere træner på den halve bane, som er skrabet fri, mens der flittigt noteres fra sidelinjen. På skift går små hold på banen, hvor de spiller mod hinanden, og til sidst finder Hasse Kuhn og hans udtagelsesudvalg de 30 spillere, som kommer til at repræsentere Lyngby resten af sæsonen.»Vi havde jo ikke noget at tilbyde dem. Der var ingen løn efter konkursen, så alt, vi kunne tilbyde dem, var lidt træningstøj og muligheden for at træne tre gange om ugen på grusbanen. Derfor var det vigtigt, at det var nogle gode gutter, vi fandt, og det var det også, viste det sig,« siger Hasse Kuhn.
Efteråret 2001
Forud for den famøse træning er det en meget turbulent tid i Lyngby. Konkurserklæringen er under opsejling et stykke tid, men man håber konstant på bedre tider, mens alle alternativer bliver afprøvet for at redde klubben.»Der var hele tiden op- og nedture. Der var dage, da vi troede, der kunne findes en løsning, og så var der dage, da det så helt sort ud. Det var en forfærdelig tid,« fortæller daværende førsteholdstræner Poul Hansen.Han er med til den generalforsamling i december, da det står klart, at Lyngby ikke kan reddes.»Det var utroligt trist. Der var mødt rigtig mange mennesker op, og Lyngby havde en stor plads i alles hjerter. Da det stod klart, at vi ikke var til at redde, blev folk selvfølgelig rigtig kede af det,« fortæller Poul Hansen.Da generalforsamlingen er slut, og spillere, trænere og alle de mange andre, som er mødt op kommer udenfor, står pressen klar med kameraer og masser af spørgsmål.»Det var næsten ikke til at bære. Vi var alle meget berørte af situationen, fordi vi skulle forlade hinanden og den klub, som betød så meget for os. Jeg vidste næsten ikke, hvad jeg skulle sige til journalisterne,« husker Poul Hansen.Poul Hansen og hans daværende professionelle hold spiller derefter én kamp i bevidstheden om, at de efterfølgende skal forlade klubben. Det er en kamp mod Brøndby.»Vi forsøgte at få det bedste ud af det. Vi ville have det sjovt sammen en sidste gang,« fortæller han.Men da kampen er forbi, og spillerne sidder i omklædningsrummet, kommer følelserne.»Der var flere, der græd. Vi havde haft det rigtigt godt sammen, og tiden i Lyngby var noget helt specielt, så det var klart, at stemningen var trykket,« fortæller Poul Hansen. Han genngår senere en turbulent tid som sportschef i Farum og bliver senere fyret som træner i AGF, men tiden i Lyngby står som det stærkeste.»Det, der skete i Lyngby, er helt klart det værste, jeg har været ude for i min trænerkarriere,« siger Poul Hansen. Efterårssæsonen slutter med en kamp mod AGF, hvor amatørerne tager over efter de professionelle. Hasse Kuhn, som hidtil har været træner for klubbens andet- og tredjehold, tager over efter Poul Hansen og hans professionelle drenge. Han får samlet et hold af spillere fra klubben, en blandet flok af old boys, andetholdsspillere og enkelte ynglinge, heriblandt en 17-årig Morten Nordstrand, som i dag spiller i FCK. Dagen, da kampen skal spilles, begynder med morgenmad i klubhuset i Lyngby. Amatørspillerne møder uvant friske op klokken ni. Nu handler det om superligaen. I Lyngby står man sammen om amatørernes debut i den bedste række, og der er indkaldt folk til at smøre madpakker og servere morgenmad for klubbens midlertidige førstehold. Bussen kører afsted mod Århus, klubbens trofaste fans, Blue Vikings er som altid med. Lyngbys glade amatører taber 0-7 til AGF. Det er dog ikke et ydmygende nederlag, kræfterne slipper simpelt hen op, og spillerne pakker sig i forsvaret den sidste del af kampen.
Foråret 2002
Hasse Kuhns udvalgte spillere fra den såkaldte ”Popstars”-træning har nu trænet sammen i et par måneder. Sæsondebuten mod Vejle taber de med 2-5, og resultaterne resten af sæsonen i superligaen præges ligeledes af de manglende spillemæssige kvaliteter hos de stedfortrædende spillere. En følelsesmæssigt turbulent sæson for Lyngby slutter på Brøndby stadion. Lyngby taber 0-2 foran 28.000 tilskuere, og Brøndby bliver dansk mester den dag. Det er dog ikke resultatet eller Brøndbys mesterskab, som Hasse Kuhn husker klarest fra den kamp.»Vi blev klappet ud af Brøndby Stadion den dag. De var lige blevet danske mestre, og tilhængerne havde alligevel overskuddet til at sige farvel til os. De råbte ”Vi ses Lyngby” - det var virkelig stort,« fortæller Hasse Kuhn.I omklædningsrummet er stemningen dog en anden.»Nu var det virkelig slut. Nu rykker vi virkelig ud. Det var sådan nogle tanker, der ramte os dernede. Folk sad og hang, og nogen græd. Nu var Lyngbys tid i superligaen slut, og der var rigtig langt op igen, det var hårdt,« siger den daværende træner.Hasse Kuhn fortsætter trænergerningen i Danmarksserien. Ved siden af sit fuldtidsjob som pædagog bruger han fritiden i Lyngby.»Det var en hård tid, vi ville bare tilbage. Der var virkelig nogle mennesker, som brugte al deres tid i klubben, dem kan vi takke for, at vi er tilbage i superligaen i dag,« siger han.Hasse Kuhn slutter som træner, da Lyngby sæsonen efter exit fra superligaen vinder Danmarksserien. De efterfølgende år går det slag i slag for klubben.
Foråret 2008
I dag - seks år efter - er Lyngby tilbage i superligaen. Det er ingen tilfældighed, hvis man spørger Poul Hansen, som forlod klubben efter konkursen.»Lyngby er en dejlig klub, hvor man kæmper fælles for succes. Man taler om ”Lyngbyånden”, og den findes virkelig. Det handler om, at folk er villige til at give en tand ekstra for at hjælpe hinanden. Det at være i klubben fylder utrolig meget for dem, der kommer der. Folk vender hele tiden tilbage, og spørger du nogen, som har spillet der, nævner de Lyngby som den bedste klub, de nogensinde har været i. Der er bare højt til loftet, man kommer hinanden ved, og så er der et sublimt sammenhold,« fortæller den tidligere Lyngbytræner, som i dag er fodboldkommentator på TV2 Sport og som stadig mødes med sit gamle Lyngbyhold.Hasse Kuhn, som hjalp Lyngby igennem de svære år er enig med Poul Hansen. Han fortæller om de godmodige drillerier, det store antal af positive mennesker og de mange sjove oplevelser. Og så er der det med, at hierarkiet er fraværende i Lyngby.»Alle taler sammen i klubben. Førsteholdsspillerne kender puslingespillerne, og førsteholdstrænerne står og ser ungdomsfodbold. Det ser man ikke ret mange steder. Og så har vi alle sammen noget til fælles. Nemlig en kærlighed til klubben som bestemt ikke er blevet mindre efter alt, hvad vi har været igennem,« fortæller Hasse Kuhn, som stadig bruger en stor del af sin fritid i Lyngby.
